This is a non-fiction book about the anti-semitic film propaganda in the Third Reich. It is focused on how the German anti-semitism was conveyed in the nazi cinema and contains thorough analyzations of some of the most hateful film of all times.
During his studies in History and Film Science at University of Copenhagen, Morten Brask focused on nazi cinema in general and the anti-semitic films in particular.
In The films of evil you find a very thorough analysis of the roots and nature of Hitler’s and other leading Nazis’ anti-Semitic world view — and how they in 1940 produced two films that can be seen as a prelude to the destruction of the European jews.
The main part of the book is thorough historical and cinematographic analyzations of the extreme and horrific movies ever made: Jud Süss and Der ewige Jude (Jew Süss” and The eternal Jew.
Morten Brask dissects both films scene by scene in order to show how the Nazis, with all kinds of cinematic effects, tried to make the cinemagoers not only understand, but to feel that the Jews were an inferior race that was necessary to remove from the Aryan world — forever.
The e-book is out now in all major Danish e-book sites.
You can buy the e-book here (49 Danish kroner)
Danish introduction to the book
At vinde folkets hjerte
Adolf Hitlers propagandaminister, Joseph Goebbels, trådte op på talerstolen. Han var en lille, smalskuldret mand og trak let på det ene ben på grund af sin klumpfod. Året var 1934, stedet var den middelalderlige sydtyske by, Nürnberg, der var pyntet op til årets største begivenhed: NSDAPs partidage.
Instruktøren Leni Riefenstahl som Hitler personligt havde bestilt til at instruere en film om festlighederne, filmede hver eneste begivenhed for at forevige partidagene i den nok mest omdiskuterede film nogensinde: Triumph des Willens (1935). Riefenstahl filmede også propagandaministerens opstigen til talerstolen og hans tale hvor han med sin karakteristiske, gutturale stemme hvis styrke stod helt i kontrast til den lille krop, sagde:
“At besidde magt der hviler på geværer kan være godt – langt bedre og mere tilfredsstillende er det dog at vinde og beholde folkets hjerte!”
Og dette var om noget dén rolle som propagandaen generelt, men filmpropagandaen især, kom til at spille: Hjertevinderen. De tolv år som naziregimet kom til at vare, var som bekendt ikke præget af mangel på magtudøvelse der hvilede på geværer. I selve Tyskland blev befolkningen kontrolleret af et omfattende system af politiinstanser som Gestapo og Sicherheitsdienst der gerne anvendte stikkere for at komme alle modstandere af regimet til livs. Politiske modstandere endte i det net af koncentrationslejre der voksede frem i alle dele af Tyskland.
Det kan, med Goebbels ord, være meget godt, i hvert fald effektivt at have magten ved hjælp af våben og vold. Men den forholdsvis brede opbakning og entusiasme som nazisterne bevarede i befolkningen gennem 1930’erne og langt ind i verdenskrigens år, var ikke opstået ved at anbringe alle modstandere bag pigtråd, men ved hjælp af et omfattende propagandaapparat der vandt folkets hjerte.
Ud over de traditionelle kanaler, anvendte nazisterne teaterforestillinger, plakater, foredrag, massemøder, marcher og militærparader, vajende bannere med hagekorset, udstillinger og romaner med nazistiske hovedpersoner. De anvendte endda badges, medaljer, postkort og frimærker med Hitlers portræt. Af mere forgængeligt materiale var rygtekampagnerne som blev sat i gang af officielle rygtemagere og grafitti på mure.
Selv arkitekturen skulle påvirke folkets sind og føre tankerne hen på romernes storslåede tid. Arkitekterne fik endda ordrer på at tegne de store bygninger, så de ville få “ruinværdi”. De skulle udformes så de ville tage sig imponerende ud som ruiner om tusinde år. Hitler og hans chefarkitekt og sennere rustningsminister, Albert Speer havde endda planer om at ombygge Berlin og kalde det Germania. I dette Germania skulle det tyske folks storhed udtrykkes gennem bygningernes storhed.
Hvad skulle propagandaen opnå? For det første skulle propagandaen forklare regimets skiftende politiske mål for befolkningen. Op til angrebet på Polen i 1939 skulle propagandaen for eksempel vække folkets forståelse for at Tyskland blev trukket ind i en krig mod Polen eller England, eller vise at det var nødvendigt at indsamle varmt tøj til soldaterne ved den russiske front.
Men nazipropagandaen havde samtidig et mere ideologisk, langsigtet formål, idet den også skulle formidle de nazistiske værdier og holdninger til masserne; propagandaen skulle være en folkeopdrager, en inspirator, eller, for at sige det lige ud: Den skulle ensrette og præge befolkningen. Tyskerne skulle opdrages til at være nazistiske mennesker. Propagandaen skulle overtale folket til at indse det rigtige i den nazistiske Weltanschauung; de skulle lære at tænke nazistisk og handle ud fra en nazistisk moral. Som tysker skulle man opfatte sig selv som en borger i det store ariske “folkefællesskab”, et samfund hvor kvinden levede efter de tre dydige “K-værdier”: Kinder, Kirche, Küche (børn, kirke, køkken). Hun skulle være underordnet manden der igen var underordnet sin nærmeste leder, og alle var underordnet den øverste af dem alle: Føreren. En tysker skulle elske sit fædreland, Tyskland, som i nazismens navn skulle udvikle sig til et “Tusindårsrige”.
Og man skulle forstå at man som nordeuropæer tilhørte arierne, en overlegen race, et herrefolk der ifølge naturens orden havde ret til at herske over alle de lavere racer på jorden, især de slaviske folk, og som havde en fjende der var farligere end alle andre: “Jøderne”:
“To verdener står ansigt til ansigt – Guds folk og Satans yngel! Jøden er modmennesket, antimennesket, skabt af en helt anden gud. Han må være opstået fra en anden rod af den menneskelige race. Jeg sætter arieren og jøden over for og imod hinanden. De er så langt fra hinanden som dyret fra mennesket.”
De ledende nazister var klar over at af alle medier, var netop filmmediet det der stærkest appellerede til publikums følelser. De mente derfor at de med filmene kunne ikke blot vække følelser hos publikum, men også påvirke publikums holdninger ad emotionel vej. Af den grund opfattede ikke mindst Hitler og Goebbels filmen som det vigtigste af alle propagandamedierne. I en af sine tidligste taler som propagandaminister sagde Goebbels at det var den tyske films mission at forberede vejen forud for aktioner. Han var overbevist om at filmen var det mest effektive instrument når det gjaldt om at indoktrinere masserne.
Goebbels var klar over hvordan filmens evne til at få tilskuere til at identificere sig med hovedkarakterer og investere følelser i handlingen, kunne påvirke politiske og sociale holdninger ad emotionel vej. Han ønskede at der blev produceret film der udnyttede folkets kærlighed til filmen. Når de var opslugt af handlingen, var paraderne nede, de identificerede sig fuldstændig med heltene, græd når det gik dem dårligt, og jublede når de sejrede. Til gengæld rasede de mod de onde skurke, de hadede dem og håbede på at det til sidst ville lykkes heltene at gøre det af med dem. Hvis man lavede film hvor heltene var ariske, og skurkene jøder, kunne man udnytte den følelsesmæssige indlevelse til at få befolkningen til at acceptere de irrationelle ideer om den ariske races overlegenhed og forstå nødvendigheden af at jøderne måtte fordrives fra Tyskland, eller at tyskerne skulle kæmpe for fædrelandet.
Selv da Tyskland var tvunget næsten helt i knæ, afsatte propagandaministeren kæmpesummer til produktionen af farvefilmen Kolberg, en film inspireret af historiske begivenheder, der skulle inspirere hæren og den øvrige tyske befolkning til at kæmpe mod de allierede til det sidste, for der var altid håb. Filmen handler således om borgerne i den preussiske by Kolberg, der modstod belejringen af Napoleons troper i 1807. Goebbels håbede at denne film ville indgyde borgerne mod og få dem til at stå fast i det der nu, med hans egne ord, var “der totalen Krieg” hvor kvinder såvel som mænd, børn såvel som oldinge skulle kæmpe mod den røde hær der langsomt, men sikkert nærmede sig Berlin. Goebbels hentede titusinder tropper fra fronten for at få statister nok til de meget imponerende kampscener, og Kolberg blev den dyreste udstyrsfilm i Det Tredje Riges historie.
Om filmen ville have ændret tyskerne kampgejst og måske vendt krigslykken er højst tvivlsomt. Slet ikke når man tænker på at da filmen fik premiere i januar 1945, var størstedelen af de tyske biografer skudt i stumper og stykker.
Ser man på de deciderede propagandafilm der fik premiere i Det Tredje Rige, afspejler de næsten samtlige elementer i den nazistiske ideologi og de politiske mål regimet satte sig mens de var ved magten.
Det gælder også antisemitismen, men ikke i så overvældende grad som man skulle tro. Antisemitismen og udryddelsen af Europas jøder hænger uløseligt sammen med vores forestilling om Det Tredje Rige, men rent faktisk blev der produceret meget få antijødiske film. Disse film var, og er, til gengæld så rabiate, både hvad angår de filmiske udtryk og det antisemitiske indhold, at verden vel næppe siden har set så hård, nedværdigende og gruopvækkende propaganda. Og det er nok også grunden til at det i mange lande stadig er forbudt at vise disse film offentligt.
Det er disse film som denne bog handler om. De er vigtige historiske kilder når vi skal forstå den antisemitisme der førte til Holocaust. Vi ved at en række af de nazistiske ledere, særligt Hitler og Goebbels, var meget involverede i produktionen og udformningen af filmene, og at de forkastede adskillige udgaver før de lod dem distribuere i det omfattende net af biografer.
Det antyder at filmene meget nøjagtigt afspejler den antisemitisme som de ledende nazister ønskede at befolkningen skulle overtage eller i det mindste acceptere.
For at kunne forstå de to mest ekstreme antisemitiske film, Jud Süss og Der ewige Jude, er det nødvendigt at have et grundlæggende kendskab til antisemitismens temaer og den ikonografi som forbindes med ”jøden”. Derfor vil jeg i de indledende kapitler se nærmere på baggrunden for filmene og give et billede af hvordan antisemitismen tog sig ud i tiden op til produktionen af de to film.
Samtidig har jeg også fundet det uundgåeligt at se nærmere på filmene i deres historiske sammenhæng. Når man ser filmene begge produceret i 1939-1940 rejser et spørgsmål sig nemlig uvægerligt: Skulle disse film forberede befolkningen på gaskamrene? Eller var målet et helt andet?