Det sker i en sommer i en ferie i en barndom i et gammelt årti. Jeg løber over marken i mit sollyse hår, løber og løber, beruset af lykke — lykkelig løber jeg, alene, løber jeg, løber fra det de voksne siger, de voksnes ord, jeg flygter fra ordene og stemmerne fra de voksne.
Jeg løber mod skoven, mine ben er bare, brune, jeg løber på mine brune bare ben, jeg løber hurtigere end jeg har gjort, hurtigere end jeg kan. Et sidesting jager sin jernstang i mig, jager den i maven, i siden, men jeg mærker den ikke, vil ikke, jeg vil løbe, løbe videre gennem kornet som lyser i solen, blænder, blænder, knalder mod mine knæ. Lungerne snører sig ind, snører og spænder og jeg smager det hæse blod i min mund, smager blodet på mine tænder, jeg løber med blodet i munden, mine ben bestemmer, fødderne fører, Fødderne fører mig længere og længere væk fra huset, væk fra de steder jeg kender, længere væk end jeg nogensinde før har turdet løbe til.
Jeg løber, og så stopper mine ben, mine arm, min krop, lungerne, blodet.
Under mig forsvinder jorden. Gammelt træ over en nedlagt brønd, brædder, gamle og møre og sprøde, brædderne knækker og jeg falder, river de brune ben på brædder. Jeg falder, men falder så ikke længere, brædder der ikke er knækket, bærer mig, bærer mig oppe fra dybet under mig.
En brønd som er nedlagt, en brønd som er glemt, en brønd ingen kender, en brønd med møre brædder, og over den hænger jeg i brædder. Bennene, de brune bare ben er strimede af blod og brædder, splinter, de brune bare ben dinglende over brønddybet. Jeg tør ikke flytte mig, ikke bevæge mig, ikke røre mig, ikke lade mine lunger fylde sig. Under mig er brønddybet, under mig er der tomt og stille. Jeg sanser kun det, brønden og dybet og det stille dernede under mig. Jeg hænger og dingler og jeg tænker, tænker på hvad der er dernede, tænker og siger, nej, du må ikke tænke, ikke tænke på det dernede.
Jeg hænger og jeg ser mig omkring, ser kornet og de spredte valmuer i kornet, ser kornenes aks og valmuernes blade, og jeg er alene med akserne og valmuerne.¨
Jeg hører lyde, nede under mig er der ikke mere stille, krittede lyde, krittende lyde fra graven , rotter, jeg ønsker det blot er rotter, men jeg ved at det er døde drenge, døde drenge der også er faldet, jeg ved det, jeg hører dem, hører drengenes stemme kritte i graven, åh gid der blot var rotter, men det er drenge, døde, døde drenge der er styrtet som jeg, drenge med bare brune.
Jeg hænger over dybet, hænger i brædder, hænger i timer, en sommer fugle kommer, kommer flyvende og sætter sig på et knækket bræt, den vipper sine nymalede vinger — kan du hjælpe mig lille sommerfugl? Jeg spørger om den kan hjælpe mkig, hjælpe mig fra graven med de døde, krittende drenge. Jeg hører dem, og jeg hører en solsort synge i et træ, hører den synge og jeg tænker, solsort, kan du hjælpe mig, kan du løfte mig?
Snart bliver det aften, kornet kaster skygger, kaster mørket som rejser sig fra jorden og kornet. Jeg hænger i brædderne og mørket kommer og når jeg ikke kan hænge, når jeg slipper, når brædderne slipper, når jeg sover, sover og falder, falder ned til de døde drenge, og de griber mig, de døde drenge.
Og solsorten synger ikke mere, sommerfuglen sidder ikke mere på det knækkede bræt, aftenen kommer, og jeg er alene med de døde drenge, jeg falder ned, og jeg græder og jeg skriger, og jeg skriger og jeg skriger til de kommer. Stemmerne kommer, de voksne, de voksne og deres stemmer, de kommer. Jeg hører dem, deres fødder i kornet, deres stemmer og mit navn som de kender, de kommer og de råber mit navn, mange stemmer, de råber og jeg græder så højt jeg kan.
Og de kommer fra oven, de voksnes stærke arme og deres ord som jeg har brudt, løbet fra deres ord og stemmer. Nu løfter de mig, nu løfter de mig bort fra de døde drenge. Min mor, min mor og hendes ord og hendes stemme og arme, de holder mig så tæt, holder mig de stærke stærke arme og min mor græder, også hun græder og hendes arme er så stærke og hun græder og jeg græder og jeg er lykkelig, mere lykkelig end jeg nogensinde bliver igen.