Artikel i Chili:
Hitlers propagandaminister havde en ny elskerinde hver uge, men en dag forsøgte han at få fingre i Hitlers yndlingsinstruktør, Leni Riefenstahl…
Kærlighed i hagekorsets skygge
Jeg var én af verdens bedste filminstruktører, og nu er jeg blevet straffet værre end de værste forbrydere!
Disse ord blev for nylig udtalt i et tv-interview af en dame, der nærmer sig de hundrede, men som stadig udstråler en næsten skræmmende styrke og vilje. Denne dame er naturligvis den legendariske filminstruktør Leni Riefenstahl, der for mere end 60 år siden lavede den imponerende og farlige film, Viljens triumf. I denne film lykkedes det hende at fremstille en messiaslignende Hitler, der stiger ned fra himlen for at skænke det tyske folk et glorværdigt Tusindårsrige.
Trods alle årene der er gået, er Leni Riefenstahls person stadig uhyre interessant. Først og fremmest var hun rent faktisk en af verdens bedste filminstruktører og hendes film er den dag i dag fast pensum på universiteter og filmskoler verden over. Men noget som måske i endnu højere grad fascinerer ved Leni Riefenstahl, er hendes fuldstændig unikke skæbne. Riefenstahl var nemlig ikke kun en fremragende instruktør i et af dette århundredes mest dramatiske epoker. Hun var også en kvinde, og det er ikke mindst i denne egenskab, at hun er et studie værd. Riefenstahl opnåede nemlig som kvinde en position, der var fuldstændig uden sidestykke i Det Tredje Rige.
Manden den vigtigste
I den nazistiske verden var manden ubetinget det vigtigste køn. Kvinden blev regnet som et andenrangs menneske, som var biologisk programmeret til kun at interessere sig for børneopdragelse og madlavning. Eller som propagandaminister Goebbels engang skrev: “Kvindens mission er at være smuk og sætte børn i verden…Den kvindelige fugl gør sig smuk for sin mand og steger hans æg.”
Men sådan var det ikke med Riefenstahl. Hun var nok smuk, men hun havde virkelig ikke tid til at sætte børn i verden og hun kunne ikke drømme om at stege æg for en mand. Leni Riefenstahl var nemlig en forløber for den moderne karrierekvinde. I sine meget bemærkelsesværdige erindringer som hun udgav for nogle år siden, beskriver hun sig selv og tegner billeder af blandt andre Goebbels som virkelig får én til at spærre øjnene op.
Goebbels – elsker og mediemogul
Historien om propagandaministerens besynderlige forhold til den fremstormende filminstruktør viser os en side af Goebbels som de færreste vidste noget om. Allerede et par måneder efter magtovertagelsen i 1933 opnåede den lille doktor Goebbels en magt over de tyske medier, der langt overgik den magt som mediemoguler som Murdoch eller cheferne i Time-Warner og Disney koncernerne har i vore dage. Et ord fra Goebbels og en filmproduktion faldt til jorden eller en landsdækkende propagandakampagne blev stablet på benene. Denne magt udnyttede Goebbels til det yderste og han misbrugte den groft. Han kaldte offentligt sig selv for “Den tyske films beskytter”, og denne beskyttelse strakte så langt, at han regelmæssigt kaldte de smukkeste kvinder fra den tyske film- og teaterverden til sit kontor for at “diskutere” deres karriere. Det siger sig selv, at et tilbud fra en mand med magtbeføjelser som Goebbels’, var svære at afslå. Onde rygter, meget onde rygter ville dengang vide, at propagandaministeren næsten hver dag havde en ny, smuk kvinde i sin seng. Han fulgte hver gang den samme strategi. Han indbød dem til middag og når han synes tiden var inde, satte han sig hen til flyglet og reciterede digte af Hölderlin. Dagens skønhed skulle så stå lænet ind over flyglet. Goebbels ville så rejse sig og nærme sig sit offer bagfra…
Jagten på Leni Riefenstahl
Naturligvis faldt den lille doktors kvindebegærlige øjne på den smukke Leni Riefenstahl, der dengang som skuespiller blev regnet som et sexsymbol på linie med Marlene Dietrich.
Første gang Riefenstahl mødte Goebbels, var i 1932 i en elevator, der førte op til Hitlers hotelværelse. Mens Riefenstahl stod og forberedte sig på mødet med Hitler bemærkede hun en lille mand, der stirrede på hende. På det tidspunkt vidste hun ikke, at den lille mand snart skulle blive en af de mægtigste mænd i Det Tredje Rige. Hun mødte ham snart efter ved et større selskab, som Goebbels kone, Magda, holdt for diverse nazi-notabiliteter. Denne gang blev hun præsenteret for Goebbels, der optrådte som en beleven og uhyggelig velformuleret vært. Men hun lagde mærke til, at han hele tiden holdt øje med hvor hun var. Det har formodentlig ikke været Riefenstahl, der fejltolkede den kommende ministers kropssprog, for vi ved fra Goebbels’ egne dagbøger, at han fandt Riefenstahl temmelig attraktiv.
Men hvad Goebbels ikke skriver noget om i sin dagbog, er den intensive jagt, han de følgende måneder indledte for at erobre Riefenstahl – sandsynligvis fordi en propagandaminister er meget ømtålelig omkring sit image.
Goebbels’ stormkur startede med, at han ringede Riefenstahl op under forskellige påskud og insisterede på at de mødtes. Riefenstahl, der nok havde sine anelser om hvad den lille doktor havde i tankerne, forsøgte hver gang at undvige, men det var ikke for ingenting at Goebbels blev kaldt en “løgnens mester”. Han fandt på den ene historie efter den anden for at få adgang til den unge filminstruktørs lejlighed og det lykkedes ham ofte at komme ind. Her begyndte han så at fortælle Riefenstahl om alle sine problemer. Hun var revnende ligeglad, men hun havde ikke modet til at smide så magtfuld en mand på gaden. En dag, hvor Riefenstahl utålmodigt ventede på at Goebbels skulle forlade lejligheden, vendte han sig pludselig mod Riefenstahl og stirrede på hende med sine hypnotiske øjne.
–Indrøm det, De elsker der Führer!
Da Riefenstahl benægtede, faldt Goebbels på knæ og råbte:
–De må blive min elskerinde, jeg har brug for Dem, mit liv er en pine uden Dem. Jeg har været forelsket i Dem i lange tider!
Riefenstahl blev rasende og bad Goebbels om at forsvinde. Dette burde have overbevist Goebbels om det umulige i hans foretagende.
Men propagandaministeren forsøgte en sidste gang – med katastrofale følger.
En mørk og stormfuld aften…
Det var en sen aften, efter at nazisterne havde taget magten i Tyskland. Riefenstahl holdt middag for nogle venner, da telefonen pludselig ringede. Det var Goebbels, der bad Riefenstahl om at gå ned på gaden. Riefenstahl ville først ikke høre tale om det, men hendes venner, der allerede kendte til Goebbels’ magt i medieverdenen, rådede hende til at møde ministeren.
Nede på gaden stod Goebbels og ventede. Det øsregnede og de satte sig ind i Riefenstahls Mercedes. Goebbels trak en pistol og lagde den i handskerummet.
–Jeg må ikke blive set sammen med Dem, vi er nødt til at køre herfra, sagde ministeren. Riefenstahl turde ikke gøre andet end at parere ordre og hun begyndte at køre i retning af skoven Grünewald. Hun sad anspændt og afventede ministerens næste træk, mens hun sneglede sig afsted ad de mudrede veje. I smug kiggede hun hen på ham og blev mere og mere nervøs. Goebbels sad længe uden at gøre noget. Men så, da de var nået dybt ind i skoven, gik han til angreb og lagde sin arm omkring hende. Riefenstahl, der havde siddet med nerverne spændte som violinstrenge fik et sådant chok, at hun kørte ned i en grøft så bilen ikke kunne komme fri. Goebbels så forskrækket på Riefenstahl. Dette kunne blive intet mindre end en skandale, og hvis det kom Hitler for øre, at hans minister var kørt fast i en grøft med en berømt filmstjerne, der oven i købet var førerens personlige veninde…! Så tog han pistolen og lagde den ned i lommen igen. De steg ud fra bilen og skiltes i regnen.
Et par dage efter blev Riefenstahl bedt om at møde op på propagandaministerens kontor. Han bød hende på kaffe og begyndte så at tilbyde hende at instruere en film, som han selv havde skrevet manuskriptet til. Riefenstahl vidste nok, hvilket spil Goebbels forsøgte at indlede, så hun gjorde alt for at bakke ud. Men pludselig forsvandt smilet fra ministerens ansigt.
–De er en usædvanlig kvinde og De ved jeg begærer Dem. Jeg ville altid kæmpe for Dem.
Med disse ord kastede ministeren sig over Riefenstahl og tog fat om hendes bryster. Riefenstahl kæmpede sig løs fra Goebbels og ledte febrilsk efter knappen til at tilkalde sekretæren. Goebbels var ude af sig selv, ansigtet var forvredet til en grimasse, og han masede den nu desperate Riefenstahl op ad væggen og forsøgte at kysse hende. I en sidste undvigelsesmanøvre lykkedes det hende endelig at nå frem til knappen. I samme øjeblik den summende tone lød, gav ministeren slip på sit bytte og da sekretæren kom ind, var han fuldstændig afslappet igen. Riefenstahl var undsluppet faren i sidste øjeblik. Men hun havde også fået en fjende for livet.
Goebbels var nemlig forfængelig til det sygelige. Alle, der skulle i audiens på hans kontor fik altid at vide, at de for alt i verden ikke måtte se ned på ministerens klumpfod. Kom de blot til at kaste en enkelt blik på Goebbels’ slæbende gang, kunne de vinke farvel til karrieren. Riefenstahl havde gjort noget langt værre. Hun havde såret Goebbels’ mandlige stolthed. Da hun forlod ministerens kontor vidste hun, at hun nu havde fået sig en livsfarlig fjende. Alligevel overlevede Riefenstahl. Det skyldtes først og fremmest at hun havde en beskytter, der var stærkere end selv Goebbels, nemlig selveste Der Führer. Men det var netop dette venskab med Hitler, der medførte at hun, som hun selv udtalte, er blevet straffet hårdere end de værste forbrydere.