Trykt i magasinet for Landsforeningen for Spædbarnsdød 2000:
Morten Brask mistede sine tvillinger april 2000.
Et år er gået. Hvad er erfaringerne? Hvordan er det som far og mand
at gennemleve en ubærlig sorg?
En morgen kaldte en læge os ind til et møde. “Alma har fået en hjerneblødning”, sagde lægen. “Hun får aldrig et almindeligt liv. Vi er nødt til at stoppe behandlingen.”
Vi sad begge helt stille i lægernes venteværelse og så på lægen. Hun smilede. Hun havde prøvet det før, men det var tydeligt, at hun aldrig nogensinde ville vænne sig til at fortælle et ar forældre, at de skulle til at miste deres barn.
Jeg græd, og Siri græd. Kan man få et hårdere budskab? Dit barn skal dø. En time senere kom vores forældre for at tage afsked med Alma. De stod ved kuvøsen og så på hende, sagde farvel. Siri og jeg sad i et værelse og ventede på, at en sygeplejerske frigjorde Alma for respirator, slanger og sensorer. Jeg stod ved vinduet, og så ned på dråbernes ringe i vandpytterne. Lidt efter kom sygeplejersken med vores datter, og lagde hende på Siris bryst. Alma havde foldet begge hænder under den ene kind. Hun lå helt stille. En lille engel. Vi kyssede hende, fortalte hende, hvor højt vi elskede hende. Ind imellem gispede hun efter vejret. Vi kunne intet gøre. Vi bare sad der med vores lille datter og så på, at hun døde, mens vi hviskede til hende og strøg hende over håret.
Thor
Jeg kunne ikke bevæge mig resten af dagen. Jeg lå i min seng og kiggede op i loftet. Eller jeg så på Alma, der lå i en vugge ved siden af sengen. Siri ammede ud ved en malkemaskine. I den time, hvor vi sad med Alma, var mælken løbet til og spændte brysterne ud. Først om aftenen havde jeg kræfter til at gå ned til Thor. Ved siden af stod den tomme kuvøse. Thors tilstand var blevet en smule bedre, og han tog mælken til sig.
Siri og jeg skiftedes til at være ved Thors kuvøse. Vi fulgte med i sygeplejerskernes arbejde og lærte snart at forstå tallene og graferne på skærmene. Vi kunne se, hvordan han havde det, blev glade, når de gik op, og nervøse, når de gik ned. Sådan gik dagene i fast pendulfart til og fra neonatalafdelingen. Nogle morgener havde han det godt, andre skidt. Vi begyndte at tro på, at han klarede den. Men de sidste dage, faldt hans værdier. Hans lunger fungerede ikke, og der var ikke meget, der tydede på, at de ville blive bedre. En af de dage, hvor det gik rigtig dårligt for Thor, gjorde jeg noget, jeg aldrig før har gjort, noget jeg i alle andre situationer ville finde patetisk. Jeg låste mig inde på et toilet og knælede på gulvet. Jeg bad. Jeg bad om, at hvis der skulle tages et liv, så skulle det være mit. Thor skulle leve, han skulle vokse op, blive et lykkeligt menneske. Lad mig dø, lad min søn leve. Men denne, min eneste bøn nogen sinde, blev ikke hørt.
Det uundgåelige skete. Vi blev på ny kaldt til en samtale og det samme skete. Hans lunger kunne ikke længere klare det. Vi sad med Thor og holdt om ham, til hans hjerte ikke længere slog.
Den sidste morgen
Vi fik lov til at tage tvillingerne med hjem. Dagen før begravelsen, kom kisten. Vi gav dem tøj på. Det var umuligt at opdrive tøj i så små størrelser, så vi måtte give dem dukketøj på. Vi lagde dem ved siden af hinanden. Tæt, så tæt som de også havde ligget i Siris mave.
En halv time før begravelsen lagde vi blomster og gaver ned til Thor og Alma. Et armbånd af guld og en lommekniv. Jeg skulle til at lægge kistelåget på, men Siri græd og sagde, at jeg ikke måtte lægge låget på. “Jeg kan ikke”, græd hun, “jeg kan ikke sige farvel til mine børn.” Til sidst måtte jeg bede Siri om at gå ud af værelset. Da hun var gået, sad jeg et stykke tid og så på dem. Inden i mig, var der noget, der brændte sammen, noget der aldrig nogensinde ville heles. Dette kommer jeg aldrig nogensinde til at kunne bære, tænkte jeg. Så lagde jeg låget på kisten.
De knuste drømme
I dagene efter begravelsen gik alting i stykker. Det var ikke til at undgå. Vi sad i sofaen og kiggede ud i haven. Det var sidst på foråret. Snart ville sommeren og de lyse timer komme. Fuglene var begyndt at fløjte sommeren ind, men det føltes som om, at der i vores hjem ikke var andet en mørke, og luften var tung af knuste drømme.
Det var i disse dage, at jeg virkelig mærkede, at omverdenen skelnede kraftigt mellem en faders og en moders sorg. Når vores venner og familie kom på besøg, oplevede jeg flere, der kom hen til mig, og sagde: ”Det er alt for hårdt det her. Det er så synd for Siri, at hun har mistet sine børn. Du må være stærk og passe på hende, for hun har lidt et forfærdeligt tab.”
Jeg nikkede. Ja, det havde hun. Men hvad med mig, faderen? Hvorfor troede selv mine nærmeste dog, at tabet var større for en kvinde end for en mand? Og hvorfor i alverden skulle jeg dog være den stærke, når jeg aldeles ingen kræfter havde? Når jeg knap nok var i stand til at stå op om morgenen? Hvorfor skulle jeg presses ind i den gamle, trivielle rolle om den stærke mand, når jeg ikke var det mindste stærk?
Jeg var ikke i stand til at leve op til folks tanker om at være den stærke, der bærer byrden. En dag brød alting sammen. Siri kunne ikke bære sorgen i lejligheden sammen emd mig, og hun flyttede ind til sin mor. Det var begyndelsen på enden på vores mangeårige forhold. Vi havde hørt det før: En så stor smerte kan ødelægge parforhold. De, der klarer sig igennem, er som regel dem, der har børn i forvejen. I vores tilfælde skulle profetien holde stik.
Alene
Jeg levede nogle dage alene i den tomme lejlighed. Livet måtte vel gå videre, tænkte jeg. Jeg var naturligvis sygemeldt fra arbejdet, men tænkte, at jeg vel nok kunne vende tilbage til livet efter nogen tid.
Men efter tre dage, hvor jeg ikke havde hverken spist eller drukket, kom mine forældre og hentede mig. De installerede mig i gæsteværelset, og gav mig chancen for igen at leve den ansvarsløse tilværelse, jeg ikke havde oplevet siden jeg selv var barn. Jeg brugte mange uger, hvor jeg ikke lavede meget andet end at stå op, sidde i sommersolen, vandre langt ind i skoven og langsomt, ganske langsomt komme til mig selv.
Tårer på skovens bund
På de lange ture gennem skoven tænkte jeg meget på børnene. Det var en befrielse at være alene, for jeg kunne sætte mig i en lysning og græde uden at møde sære blikke. Man er vant til at se børn græde. Man ser også kvinder græde. Men at se en voksen mand græde, er mærkeligt skræmmende. Han har mistet herredømmet over sig selv, og det virker så forkert. Man siger, at mænd skal vise følelser og græde. Men det er ikke rart, når de endelig gør det. Selvom jeg aldrig har haft svært ved at give udtryk for følelser, så falder det mig næsten umuligt at græde, når der er andre tilstede. Jeg græd på hospitalet, men efter begravelsen viste jeg kun sjældent min sorg til andre.
Vennernes forståelse
Når jeg fik besøg af gamle venner, satte jeg mig ned og fortalte dem hele historien: om fødslen, smerten, om de tomme dage alene. Mine venner græd, når jeg fortalte dem om alt det, der var sket. Jeg fortalte hele historien til min nye kæreste. Jeg skrev en artikel om børnenes død til Alt for damerne. Jeg gjorde alt, hvad der stod i min magt for at fortælle omverdenen om min smerte og sorg, så jeg ikke behøvede være alene om den. Men det var som om, at jeg talte for døve øren. Det gjorde mine nærmeste ondt, at jeg havde gennem levet dette, men naturligvis forstod de det ikke. Ikke rigtigt. Det kan måske lyde hårdt, men for de fleste mennesker, der ikke har oplevet det på egen krop, virker det ofte i mange tilfælde som et se en uendelig trist film i biografen. Det rører en dybt, men når det kommer til stykket, så bliver det aldrig til virkelig smerte. Man kan forsøge at indleve sig i et andet menneske smerte, men man kan aldrig for alvor forstå det. Man bliver ikke selv forelsket ved at høre en ven tale om en ny kæreste – og man forstår (heldigvis) ikke, hvad det betyder at miste sine børn, når man ikke selv har oplevet det.
Det var i det mindste sådan, jeg oplevede det. Det gik op for mig, at når det kom til stykket, ville jeg altid være alene med sorgen. Der var ingen, der kunne lette den fra mine skuldre. I mit tilfælde betød det, at jeg snart, efter en måned eller to, holdt op med at tale for meget om det til mine venner. Jeg kunne mærke, at selvom de ville vise medfølelse, så var det alt for stor en byrde at lægge på deres skuldre. Det gjorde så ondt på dem, og det var som om, de blev forlegne. Når mænd bliver forlegne over de alt for store, uformelige følelser, omfavner de hinanden og dunker hinanden i ryggen. Det er naturligvis dejligt at mærke mandlige venner støtte i sådan en omfavnelse. Men man ved også, at man gør vennen meget forlegen – også selv om han siger, at man altid skal komme til ham, når man har brug for en snak. Jeg følte ikke, at jeg kunne blive ved med at lægge dette store pres på mine venne så ofte, som jeg måske nok havde lyst til at gøre det.
Måske er det min egen skyld, men netop fordi jeg holdt op med at bringe børnene for meget ind i samtalerne med mine venner, gled børnene mere og mere ud af mine venners bevidsthed. De glemte næsten, hvad der var sket. Pludselig kunne de finde på at spørge mig, halvt i spøg, om jeg ikke snart skulle se at få nogen børn – sekundet før de kom i tanker om, hvem de havde sagt det til, og undskyldte deres ubetænksomhed. Det skete også, at de så undrende på mig, når jeg betegnede mig som ”far”. De havde svært ved at acceptere, at man kan føle sig som far, når ens børn døde efter få dage. Jeg sagde ikke noget. De ville aldrig forstå, at man er lige så meget en far, om børnene overlever en eller dør for tidligt.
Bliver man stærkere?
Jeg deltog i en sorggruppe med andre forældre, der også havde mistet deres børn. Det var dejligt at møde folk, der viste, hvad man talte om. Men når det kom til stykket, sad vi med hver vores historie, og selvom det var en trøst at vide, at der var andre med samme tanker, var det alligevel en stund blandt fremmede, der af gode grunde ikke helt vidste, hvad man havde oplevet, ligesom jeg ikke for alvor forstod deres smerte. Vi var blot følsomme gæster i hinandens sorg. Når vi skiltes, var vi atter alene med sorgen. I sorggruppen mødte jeg andre mænd, der også skulle være stærke. De udviste en sjælden set sårbarhed blandt mænd, men de var alligevel fattede og mente, at de var i den rigtige retning ud af sorgen. At de stod styrkede efter at have gennemlevet smerterne.
Det siger alle de mænd, jeg har mødt, og som har oplevet det samme som jeg: At de er blevet stærkere. Jeg ved ikke, om det er rigtigt: at man kommer styrket ud af sorgen over at have mistet sine børn. Eller om man blot er nødt til at tro, at man er blevet stærkere, så man trods alt føler, man har fået noget ud af smerten, så det hele ikke har været så meningsløst. For mit eget vedkommende er jeg bange for, at det ikke har gjort mig stærkere. Det er rigtigt, at jeg nu lader mig gå mindre på af småting, for i baghovedet ligger der altid en tanke om, at ligegyldigt, hvad der sker, ”så har jeg allerede været gennem det værste”. Det har givet en proportionssans: Det er ikke et alvorligt problem at bilen punkterer. Det er heller ikke et problem, at man mister sin tegnebog, at kæresten en aften kigger for langt efter en anden, at kollegerne sladrer, at chefen er uretfærdig. Det er småting. At miste sine børn – det er et problem.
Men er det den rigtige måde at anskue livet på? Er det at være blevet stærkere? Jeg tror egentlig blot, at man bliver hårdere af at gennemleve den altfortærende sorg, ikke stærkere.
Et år efter
For et par dage siden var det nøjagtig et år siden, at Thor og Alma blev begravet. Som så ofte før tog jeg på dagen ud til graven, og gav mig til at plante nogle blomster, vandede og rettede lidt på den keramiske sten, vi havde fået en kunstner til at udforme. Solen faldt blidt over kirkegården – ganske som den havde gjort for et år siden. Men der var alligevel noget, der var anderledes. Denne gang kunne jeg mærke de varme stråler mod huden. Jeg kunne lugte det nyvandede græs og atter høre fuglene i træerne. Det var et dejligt øjeblik. Naturligvis tænkte jeg på, at hvis børnene havde levet, havde jeg netop nu fejret deres fødslsdag sammen med dem. Måske havde jeg vist dem dyrene i Zoologisk Have. Måske havde jeg købt en is til dem. Nu stod jeg her ved deres grav og gravede lidt i jorden, men selvom jeg var bevidst om alt det, jeg havde mistet, og som jeg aldrig skulle få, så følte jeg alligevel en slags fred. Jeg havde accepteret, at det var sket. Jeg havde fået et helt nyt liv, nyt arbejde, ny kæreste, ny bolig. Jeg havde klaret det første vanskelige år.
Men jeg vidste også, at selvom jeg kunne affinde mig med det, selv om livet rent faktisk var gået videre, og der af og til gik dage uden at jeg tænkte på dem, at jeg nu kunne le og more mig, så ville sorgen aldrig nogensinde slippe sit tag. Den kom altid uventet, snigende: Når jeg hørte et grædende barn i supermarkedet, når jeg så en tvillingebarnevogn, når et lille barn smilede op til mig, når jeg så forældre kysse deres baby. Her på etsårdagen for den største tragedie i mit liv, vidste jeg, at jeg havde klaret mig, men at sorgen var kommet for at blive. Den ville altid være en del af mig. Men jeg kunne bære den nu.