Vi sad i gamle lænestole fra 1940’erne på en scene ved Skagens litteraturfestival. Vi var tre forfattere fra hver vores generation som dette år havde udgivet en roman om 2. Verdenskrig. Nestoren var Klaus Rifbjerg, der havde skrevet Hovedløs, i midten var Hanne Richardt Bech med Om så det gælder, og til sidst kom jeg, stadig våd bag ørerne, med Havet i Theresienstadt.
Rifbjergs metode
Vi skiftedes til at læse op og fortælle om hvad der skal til for at man kan skrive om denne ekstreme episode i verdenshistorien. I en af pauserne i det fire timer lange arrangement, talte vi om hvordan vi arbejdede. Jeg kunne ikke dy mig for at spørge Rifbjerg hvordan pokker han kunne udgive op til to bøger om året, når jeg måtte bruge mindst tre år pr. styk?
– Årh, sagde Rifbjerg, det er såmænd ikke så mystisk. Jeg sætter mig ved skrivebordet efter morgenmaden, sådan ved ottetiden, og så skriver jeg til klokken syv. Og så sørger jeg for ikke at bruge for lang tid med research og planlægning af bogen, jeg vil da være lige så nysgerrig efter at se hvad der sker, som læseren! Og så skriver jeg den kun igennem én gang. Slut!
Analundersøgelser
Jeg var imponeret. Og meget misundelig. Jeg ville gerne have en stamina som Rifbjerg. Jeg måtte erkende at min måde at arbejde på er helt anderledes. Jeg har et meget analt forhold til research. Det skal være undersøgt og verificeret: nævner jeg en statue i en bog, skal man kunne gå ned og se den.
Og især i mine to romaner i historisk tid, har det været nødvendigt med meget omfattende research. Eftersom jeg er et par år yngre end Rifbjerg, er min erindring om 1940’erne en kende diffus. Jeg er derfor nødt til at undersøge alt omkring tiden, hvilket tøj gik man med, hvordan så kopperne ud, hvordan var det at køre i en sporvogn dengang, af hvilket materiale var håndtaget på fartregulatoren i en elevator i New York i 1900?
Kærlighed i udryddelsens tid
Da jeg arbejdede på Havet i Theresienstadt læste jeg naturligvis alt hvad jeg kunne finde om lejren og de danske jøders deportation. Men jeg havde også brug for at tale med overlevende fra lejren for at få den helt subjektive skildring af opholdet i lejren. Jeg talte med flere overlevende, både her og i Tjekkiet.
Min vigtigste kilde var den nu afdøde forfatter, Ralph Oppenhejm, der var kommet til lejren da han gik i gymnasiet. Jeg brugte lang tid på at at høre ham fortælle om sit ophold i årene 1943-45. Han fortalte mig noget som jeg formentlig aldrig selv havde kunnet finde på, men som blev afgørende for min roman: han sagde at kærligheden blomstrede i lejren, at der var mange i lejren der forelskede og giftede sig.
Det havde aldrig faldet mig ind at det kunne ske under så umenneskelige forhold, men det var dén oplysning der gjorde at jeg lod min hovedperson, lægen Daniel Faigel, møde den tjekkiske jødinde Ludmilla. Det sære var at jeg kort efter romanen blev udgivet, fik en mail fra en overlæge, som fortalte at jeg var kommet til at skrive hans forældres historie. Overlægens far var selv blevet deporteret til Theresienstadt. Han havde forelsket sig i en tjekkisk jødinde, giftede sig med hende og tog hende med tilbage til Danmark og kort efter kom den mailskrivende overlæge til verden.
Snekrystaller i Theresienstadt
Jeg rejste flere gange til Theresienstadt for at studere gaderne og husene. Der ligger et lille gæstgiveri på hovedpladsen, og jeg boede der nogle dage for at mærke hvordan det er at vågne og sove i lejren og vænne mig til alle detaljer, lyset, udsigten til bjergene. En vinteraften gik jeg en tur i de mørke gader. Det sneede og jeg lænede hovedet tilbage og så op på snefnuggene som væltede ned fra den sorte himmel. I romanen blev den oplevelse til denne sætning:
Fnuggene daler langsomt og tungt, og snart er mit hår og mine skuldre sneet til. Under skoene knager sneen tørt. Jeg standser, og der bliver tavst. Byens lyde synker ind i sneen. Jeg læner hovedet tilbage og ser snefnuggene vælte langsomt ned fra det store ingenting. Når jeg kniber øjnene sammen, ligner de ganske små hvide fugle hvis hjerter pludselig er hørt op med at slå og nu styrter døde fra himlen.
Jagten på den perfekte kilde
William Sidis’ perfekte liv var researchmæssigt endnu sværere at skrive. Der var ingen overlevende fra hans tid som jeg kunne finde frem til. Jeg havde kun de skriftlige kilder; hans bøger og breve, moderens erindringer, breve fra hans venner og diverse artikler. Samtidig var det afgørende for mig, at alt i bogen havde en historisk akkuratesse. En fiktion, ja, men baseret på så mange fakta som muligt.
Jeg vidste fx ud fra kilderne at William som treårig kunne samtlige togtider i New England, og hans mor lod ham optræde for de rige familier med denne viden. Jeg ville gerne i en scene have ham til recitere en række togtider. Naturligvis kunne jeg bare finde på nogle stationsnavne og togtider i New York, det var der ingen læser der ville lægge mærke til, men jeg foretrækker præcision: det skulle være de rigtige togtider i 1901, eller også måtte jeg droppe scenen.
Jeg brugte lang tid på at finde frem til tiderne, og skrev rundt til forskellige selskaber og jernbaneinteresserede. Så en dag kom der svar om at der fandtes et obskurt site for togtidsplansentusiaster! Og sørme om ikke der var en komplet oversigt over alle togtider i New York i 1901!
En forfatter i New York
Jeg rejste til New York for at se de steder hvor Sidis havde boet. Jeg gik rundt i Central Park og jeg gik op ad West 105th Street hvor det stenrige ægtepar Straus (ejere af Macy’s, omkom på Titanic) havde deres residens. Det var nemlig i deres lejlighed at en af de mest centrale scener foregår.
Jeg havde allerede skrevet et udkast til den scene hvor moderen, Sarah, skubber en klapvogn med William op ad den fornemme gade, og jeg havde bestemt at de skulle have solen i ryggen. Men hvor stod solen på det tidspunkt af dagen?
En klapvogn på West 105th Street
Jeg stillede mig ved indgangen til Straus’ernes opgang og så op på den massive granitbygning. Så kiggede jeg ned ad West 105th Street hvor de skulle komme gående, og til min forbløffelse så jeg en kvinde komme gående med en klapvogn og i klapvognen sad en dreng. Jeg blev helt euforisk ved det syn. Det var jo sådan det var, præcist på dette sted, havde Sarah gået med lille Billy for nøjagtigt 109 år siden!
Sarah mærker solens pres mod ryggen da hun skubber barnevognen ned ad West 105th Street i retning af West End Avenue. Hun har taget sin frakke af. Lyset falder skarpt fra zenith og får skyggerne til at knuge sig under træerne. Hun sætter sætte farten ned for at undgå at svede, hun må ikke svede, ikke til teselskabet hos Ida Straus, hun må bevæge sig så langsomt at hun ikke sveder, ikke bliver rød i ansigtet, så langsomt at ingen vil tro hun har gået den lange tur for at spare drosken.
William sover i vognen, han har sovet næsten hele vejen, men hun rusker i ham. Han må ikke virke træt når de kommer.
Billy!
William åbner sine øjne, men lukker dem med det samme. Lyset skærer og han vil tilbage i søvnen.