Om ord der tørrer ud

Det skete for nogle dage siden. Jeg havde mine anelser om at det var på vej, men jeg havde ignoreret alle varsler.

Først tænkte jeg at hvis jeg bare bliver ved, konfronterer det og bare bliver ved, kan det være at jeg kan skrive mig gennem det. Jeg forsøgte at overvinde problemet ved at slette alt det jeg havde skrevet de foregående dage og skrive det om. Det var den metode Joseph Conrad anbefalede: facing it – always facing it – that’s the way to get through it. Face it!

Men da jeg så ”facede” det og læste det skrevne igennem, stod det klart for mig at det ikke lykkedes: det var livløst, ordene var tørret ud under mine fingre.

Mekanisk nedbrud

Det er næsten en mekanisk ting når man går i stå i sin skrivning. Egentlig sker det lidt på samme måde som når bilens benzintank løber tør. Alle der har prøvet at løbe tør for benzin ved hvad jeg taler om. Der kommer en pludselig træthed i motoren, alle funktioner virker forsinkede. Man trykker på speederen, men accelerationen udebliver, farten tager af og få sekunder senere sker det: man går i stå og må skubbe bilen ind til kantstenen.

Ankomsten af det grå

Når man går i stå i sin skrivning, kan de første symptomer dukke op allerede nogle dage før. For mig sker det som regel om natten; jeg vågner uden grund og stirrer op i mørket. Jeg ligger og tænker på bogen jeg skriver på. Jeg kan tydeligt se handlingen og personerne, alt det der indtil nu er skrevet, men det er som om alt i bogen mister momentum. Personerne toner ud, handlingen størkner. Tilbage er kun et træt og gråt, uvist ingenting. Noget man slet ikke føler at man kan skrive videre på.

Næste morgen, når jeg sætter mig til computeren, har jeg stadig denne fornemmelse af gråhed i kroppen. Jeg skriver videre, tvinger mig til at trykke tasterne ned, men ordene og sætningerne er uden smag, de fylder blot på papiret som hvis man propper munden med sukkerløse marshmallows.[1]

Første gang det sker standser jeg normalt bare med at skrive for dagen – måske er jeg bare uoplagt den dag – og begynder at redigere eller tager ind på mit arbejde og laver noget fornuftigt i håb om at det bare er noget forbigående. Men når jeg næste nat og næste nat igen vågner på samme måde, så ved jeg den er gal. Jeg er gået i stå.

Forfatterens lille død

Denne gang gik jeg i stå midt i skrivningen på en roman om noget der skete for mig for elleve år siden. Den første del af bogen, omkring 40 sider, var ellers gået næsten uden problemer. Efter at have skrevet to researchtunge romaner der begge foregår i forrige århundrede, nød jeg at skrive om noget som jeg ikke behøvede researche. Det hele lå jo lige for, i min erindring. Og havde jeg glemt detaljer, behøvede jeg bare læse i mine dagbøger fra den tid. Det var lystfyldt, stemningerne og begivenhederne rullede frem.

Men for et par nætter siden kom nattesymptomerne, og nu sidder jeg fast. Det er en ubehagelig tilstand, en slags skriftimpotens. Den texanske forfatter, William Goyen, gik så langt som til at betegne det som en slags død:

This happens to writers when there are dead spells. We die sometimes. And it’s as though we are in a tomb; it’s a death. That’s what we all fear, and that’s why so many of us become alcoholics or suicides or insane – or just no-good philanderers.

Mutationsfejl i romanens genom

Jeg har prøvet det en del gange efterhånden – altså ikke alkoholisme, selvmord eller galskab, og kun sjældent promiskuøs adfærd – men at sidde fast i en roman. Det kan have forskellige årsager. I de mere uskyldige tilfælde kommer blokeringen simpelt hen af at man har for meget virkelighed om ørerne. For meget arbejde, eksamener, skænderier og livsstress. Så er det noget der kan drive over.

Men ofte befinder problemet sig i selve det skrevne. Måske er det bare selve scenen. Måske er det sporet som romanen har udviklet sig i. Den kan have muteret forkert. En roman er jo en levende organisme og som hos alle livsformer, kan der også opstå defekter i romaners genmasse. Det kan være mindre strukturelle problemer. Nogen gange er det nok at slette nogle kapitler. Andre gange, er det nødvendigt at begynde helt forfra eller værst: opgive romanen, lægge den væk til de andre never-to-be projekter. Og det gør ondt.

Det gode ved tekstens standsninger

Men i virkeligheden er disse standsninger, hvor ubehagelige de end er, en fordel for hele romanprocessen. Som regel har ordudtørringerne nemlig ret, de er underbevidsthedens signaler om at man er i gang med noget forkert og bør gribe ind, at det man skriver kan og skal gøres bedre. Det er måske også det Heinrich Böll erkender når han siger:

Jeg er nødt til at starte helt forfra. Jeg er ingen mester. Men faktisk er det en god ting – det forhindrer ting i at blive en rutine.

At frihugge livet i marmorblokken

Jeg har selv gået nogle dage og spekuleret hvorfor ordene i mit skriveri tørrede ud. Jeg var ikke sikker på hvad det var, før jeg i radioen hørte et interview med den New York-baserede tegneserieforfatter, Henrik Rehr. Rehr har lavet en graphic novel om sin egen oplevelse af 9/11 angrebet. Han sagde at når han normalt lavede fiktioner i sine tegneserier, så var det som at bygge det op med små lerklumper, hvor han gradvist styrede det og lod det gro.

Men da han skulle lave en tegneserie om sit eget liv baseret på egne erindringer, var det som at have en færdig marmorblok af liv, hvor han skulle afhugge alt det levede der ikke var nødvendigt for historien.

Det var nøjagtigt dét der havde standset mig. Jeg har vænnet mig til at skrive noget hvor jeg selv opbygger historien fra bunden, samler og dyrker op. I en roman med handling fra mit eget liv,  er det anderledes. Her står erindringens marmorblok der allerede. Jeg skal ikke samle og dyrke, jeg skal lære at fjerne, at afhugge alt det unødvendige i erindringerne. Alt er slettet. Jeg begynder nu forfra på at frihugge historien med hammer og mejsel.

---